xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

2. maj 2011

Der var Dylan, og der var forandring


I anledning af Bob Dylans 70 års fødselsdag deler jeg og en række særligt indbudte gæsteskribenter vores bedste Dylan-oplevelser. Her følger min fortælling om, hvordan jeg fik et nært forhold til albummet Blonde on Blonde fra 1966. 

Toget hakker sig igennem det skotske højland. Der er en dobbelthed i bevægelsen frem gennem landskabet. Hjulenes metalliske klonk mod skinnerne trækker mig ind i en meditativ tilstand, men samtidig bruser euforien i mig: Forventningen om alt det, der gemmer sig lige på den anden side af de græsklædte bjerge. Drømmene. Tankerne om fremtiden.

Jeg er ung, kun i begyndelsen af tyverne, og jeg har fået smag for at rejse. Ikke mindst at køre med tog. Det må gerne gå langsomt. Lad de andre tage flyene, jeg har tænkt mig at snegle mig frem i mit møde med verden. Jeg holdt mig for eksempel vågen hele natten, da Papuga-bussen første gang fragtede mig fra Århus til London. Hvorfor? For at stirre på vejsidepælene på de belgiske motorveje. Som om det var noget. Det var det måske ikke, men så alligevel: Det var noget andet, end det jeg kom fra. Og er det ikke det, det handler om, når man lige har rundet de tyve? Jeg kunne have siddet i en åben godsvogn på vej tværs over USA, men nu sad jeg tilfældigvis i en ildelugtende turistbus på vej tværs over Belgien. Det var stadig et eventyr.

Og på samme måde nu i det skotske højland. Der sker ikke en skid, og alligevel sker det hele lige nu og her. Ingen af de andre i kupeen ved det mindste om, at frihedsfølelsen er ved at rykke mig i stumper og stykker. Som en selvmordsbomber på sit livs mission. Men det behøver de heller ikke. Den er min. Og selvfølgelig lidt Bobs.

Jeg har først for nylig lært Bob Dylan at kende sådan for alvor. Og op til den her rejse, har jeg fået lagt to at hans tidlige albums ned på hver sin side af et kassettebånd. De fleste af vennerne har for længst fået discman, men jeg… jeg rejser med tog, og jeg hører kassettebånd. En gammel mand fanget i en ung mands krop.

Der er nu noget ved det. Den håbløse lyd, den tålmodige venten, den evindelige spolen for at finde lige netop det der nummer. Og så lidt båndsalat, der en gang imellem skal redes ud, for at man kan komme videre i teksten. Det er den slags sysler, der går godt i spænd med lange togrejser. Minutterne, timerne trasker langsomt af sted, og Dylan bræger sig vej gennem de bløde bjerglandskaber, mens solen langsomt er ved at gå ned, og fårene viskes nænsomt ud på engene.

Aint it just like the night / to play tricks when you’re tryin’ to be so quiet? 

Det er Blonde on Blonde på den ene side. På den anden The Freewheelin’ Bob Dylan. Det første seriøse skridt ind gennem perleporten, der markerer indgangen til det, de kalder Dylans bagkatalog.

Særligt den førstnævnte hører jeg igen og igen. Den tynde lyd og simple instrumentering, der stadig kendetegner de fleste af numrene - på trods af at det her album jo faktisk ligger efter, at Dylan havde forsaget sit folk-publikum og bekendt sig til beatmusikken - passer perfekt til den mildest talt elendige lyd, walkmanen og føtex-hovedtelefonerne kan præstere. Der skal mere end tvivlsom lyd til at afspore mig. Det gør ikke så meget. Dylan er Dylan, og det her ikke nuancernes musik eller de mange lags musik. Det handler først og fremmest om nerve og budskaber, og begge dele trænger fint igennem.

Det første markante højdedrag er Visions of Johanna. Et folky, let bluesy og helt igennem bare skønt svingende Dylan-nummer, hvor teksten søger helt ud i krogene. Der er blevet spekuleret meget i, hvorvidt det hele handler om syretrip og stoffer, eller om teksten bare er overlæsset med svært afkodelige symboler. Jeg kender ikke svaret, men underligt er det i hvert fald. Der er masser af fantastiske små fragmenter i stil med:

Mona Lisa must have had the highway blues / You can tell by the way she smiles. 

Men det er svært at finde sammenhængen og logikken, når Mona Lisa pludselig røres op med elektriske spøgelser, Shakespeare og andet godt fra havet. Men smukt, det er det.

Bluesen er i det hele taget ret nærværende på det her album, særligt på numre som Stuck Inside of Mobile… og Leopard Skin Pillbox Hat. Men det er nu de mere stille, melankolske numre, der i første omgang brænder igennem hos mig. Den lyd vendes der tilbage til mod slutningen af albummet på 4th Time Around. Og ikke mindst på mesterværket Sad Eyed Lady of The Lowlands. Et nummer, Dylan (i hvert fald ifølge teksten til hymnen ’Sara’ på Desire nogle år senere) skrev i de sene timer på Chelsea Hotel til sin elskede Sara.

Det er den slags numre, der forsyner mit udlængselsbål med endnu mere brænde. Jo mere jeg lytter til Dylan, desto mere får jeg lyst til at rejse. Og jo mere jeg rejser, desto mere får jeg lyst til at høre alt, hvad Dylan nogensinde har indspillet.

I dag, mange år senere, har jeg hørt det meste fra hans hånd. Og derfor ser jeg også det hele gennem en helt anden optik. Hvis jeg kun anskuer det derfra, kan Blonde on Blonde ikke helt konkurrere med de allerbedste Dylan-albums som Blood on the Tracks, Desire og Highway 61 Revisited.

Men musik handler ikke kun om perfektion, det handler i mindst lige så høj grad om oplevelser. Og når det handler om oplevelser med et specifikt Dylan-album, kan jeg ikke vælge andet end Blonde on Blonde.

I Skotland var der bjerge, der var Dylan, og der var forandring. Den gemte sig lige om hjørnet. Og det stoppede ikke der. Senere var det landevejene i Michigan, vildmarken i Lapland, Bosniens udslidte og sønderbombede landeveje, Andalusiens ørkener. Dylan var med hele vejen, og det var altid Blonde on Blonde.

Ingen kommentarer: