xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

22. maj 2011

Et slag med bibelbæltet


I anledning af Bob Dylans 70 års fødselsdag deler en række gæsteskribenter deres bedste Dylan-oplevelser. Lektor på journalisthøjskolen Troels Østergaard skriver her om albummet Infidels fra 1983. 

Musikalske legender har ofte en ting til fælles: Deres musik er i stand til at transcendere tid og sted. Det, som betød noget særligt for dig, da du var 12 år, betyder nu noget andet, hvor du nærmer dig 40.

Især tre albums har haft den effekt på mig: Bruce Springsteens Darkness on the Edge of Town, Neil Youngs Rust Never Sleeps og Bob Dylans Infidels. Som 12-årig forstod jeg ganske enkelt ikke det subtile sprog og de ofte bibelske referencer i teksterne. Det gav pladerne en særlig dobbelttydig karakter; på samme tid tilgængelige i kraft af deres enkle musikalske formsprog og utilgængelige i kraft af deres vulkanisk sprudlende ordrigdom. Kort sagt, temmelig fascinerende!

Tid, dannelse og erfaring har åbnet de musikalske værker for mig på en anden måde, så jeg nu forstår, at Adam Raised a Cain handler om Springsteens forhold til sin far. Og jeg ved, at Thrasher beskriver Neil Youngs brud med Crosby, Stills og Nash.

Infidels er anderledes. Åbningsnummeret Jokerman har bibeholdt sin oprindelige fascinationskraft, hvilket givet hænger sammen med, at jeg stadig ikke helt forstår tekstens budskab. “Standing on the water, casting your bread, while the eyes of the idol with the iron head are glowing”.

Ja vist, man kan sagtens underkaste Dylans 80’erlyrik et teologisk skoleridt og gøre rede for de talrige referencer til Bibelen. Men den særlige kvalitet ved Infidels, er at pladens skæringer er åbne for fortolkninger på en helt anden måde end de øvrige værker fra det, man godt kan kalde Bob Dylans “tabte årti”. Empire Burlesque eller Knocked Out Loaded, anyone? Jokerman og Sweetheart Like You er i virkeligheden mere digterkunst end klassisk rocklyrik. Det understreges af den radiovenlige softrock, der akkompagnerer teksterne uden at gøre meget væsen af sig. Selveste Mark Knopfler er med på guitar, men den ubestridte stjerne er poeten Bob Dylan, der skriver, så selv englene sikkert danser ”to the nightingale tune”.

Har Infidels så gjort mig klogere på, hvad det vil sige at blive voksen og befinde sig cirka midtvejs i livet? Næ, egentlig ikke. Bob Dylan er for mig i højere grad en intellektuel udfordring end en musikalsk nøgle til at forstå mig selv og min samtid. Af samme grund er han en sjælden gæst på grammofonen. Men i det øjeblik den korte trommeintro til Jokerman går i gang, bliver jeg skudt ind i et mentalt parallelunivers, hvor det er okay at være 12 år gammel og tænke: “Hvad fanden handler det her egentlig om?!”

Troels Østergaard er lektor på Danmarks Journalisthøjskole. 

***


Ingen kommentarer: