xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

9. maj 2011

Oh Mercy var nøglen til skatkammeret



I anledning af Bob Dylans 70 års fødselsdag deler en række gæsteskribenter deres bedste Dylan-oplevelser. Love Shop-forsanger Jens Unmack fortæller her om albummet Oh Mercy fra 1989. 

Jeg voksede op med lyden af Dylan fra min storesøsters værelse. Nogle gange lød han gennem hendes lukkede dør som en brægende ged, andre som en mæt og livstræt mand. Man var dog aldrig i tvivl om, at det var Dylan hun spillede, for ingen lød som ham.

Indimellem var der sange jeg bed positivt mærke i, men den sloppy produktion, de uoverskueligt mange ord og den evige akustiske guitar tændte mig helt af. Meget sigende var mit favoritnummer med Dylan The Byrds' forkromede Rickenbacker-udgave af 'Mr. Tambourine Man'.

Det var ikke, fordi jeg ikke kunne høre, at Bob Dylan havde klasse, men hans lyd og sange tilhørte ligesom bare en tidligere generation og tid end min.

Derfor står 1989-albummet Oh Mercy som en personlig favorit. Efter et kunstnerisk katastrofalt årti - ja, det mener selv hans varmeste tilhængere - kom Dylan på denne plade helt uventet bragende ind i mig, via ti enkle, forbløffende skarptskårne sange og ord, i en selv for ham nyskabende, anderledes atmosfærisk produktion.

Oh Mercys antydende, nærmest filmiske stemning i Daniel Lanois' så stemningsdybe lyd placerede Dylan i min soniske nutid og blev således åbningen ind, både for hvad siden skulle komme fra ham, men så sandelig også til det skatkammer af en fortid, jeg først ikke havde kunnet begribe.

Dylan har siden talt nedsættende om både Lanois og Oh Mercy, men hørt herfra var det pladen der talte med en helt ny klarsynet stemme og således reddede dens bagmand fra elefantkirkegården. I alt fald i min verden.

***

Se alle artikler i tema om Bob Dylan

Jens Unmack skriver om musik med mere på sin blog. Besøg den her

Ingen kommentarer: