xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

11. jul. 2011

I mine sange må det gerne gå langsomt


Interview med Peter Butzback Larsen

I Sverige krammer man sine visesangere. I Danmark trækker de fleste på smilebåndet, hvis nogen vover at kalde sig sådan. Okay, det er firkantet sat op, men der er noget om snakken. For nylig faldt jeg over navnet Peter Butzback Larsen. Måske ikke et navn, der siger ret mange ret meget, for her har vi fat i et navn, der ikke bliver spillet på de gængse radiokanaler. Et navn, der heller ikke optræder på de større spillesteder eller bliver inviteret til markante musikfestivaler.

Han er en af dem, der sidder ude i det danske land og laver musik af virkelig fin kvalitet, men desværre også en musik, som mange aldrig får at høre. For Peter Butzback Larsen kalder sig nemlig visesanger. Han melder klart ud i pressemeddelelser og på sin hjemmeside, at det er den tradition, han er en del af.

Han har lavet to albums indtil nu, og jeg har dem begge. Fælles for dem er, at de rummer intime, smukke, velkomponerede sange, der ofte bygger på et simpelt setup i form af en mand og en guitar. Og så teksterne, der er personlige og som regel har afsæt i hverdagen uden nogensinde at blive banale. Du kan selv lytte til sangene på butzback.bandcamp.com.

Følgende interview bygger på en mailkorrespondance mellem Nørrebro og Roskilde. I sidstnævnte by er visesangeren Peter Butzback Larsen født og opvokset, her bor han stadig, og det er her, hans melodier fødes og tekstuniverset udspringer fra.

***

Du er født i i 1979. Når man hører din musik, gætter man umiddelbart på, at du er ældre, fordi musikken trækker på ældgamle traditioner. Hvornår og hvordan kom visesangen ind i dit liv?

Der er mange, der synes, jeg lyder ældre, og det tager jeg sgu egentlig mest som en kompliment. Men det har nok også været en hæmsko undervejs, både nu og tidligere, da jeg måske ikke lyder tidssvarende i forhold til min egen omgangskreds.

Jeg tror egentlig bare grundlæggende, at jeg er læsset med en ordentlig portion romantik og poesi og altid har været til fals for en smuk og gerne let patetisk/højstemt og nostalgisk sang. Jeg ved ikke, om det er specielt viseagtigt. En vise kan desværre også henlede tankerne på smålumre og sjove viser fx på Bakken, hvilket jeg har meget svært ved at identificere mig med. Men for at holde mig til emnet, så er jeg sgu kommet til det af en stor lang omvej. Jeg har spillet musik, siden jeg var 13 år gammel og skrevet sange lige så lang tid og i øvrigt også skrevet lyrik / poesi i alle de år. Som så mange andre blev jeg ramt af rock ’n’ roll, hvilket for mig primært vil sige Beatles og Nirvana - for at tage det i de absolut vigtigste hovedtræk. Og så også Doors - de må retteligt nævnes. Derfor spillede jeg i mange år rock ’n’ roll og skreg mig en pukkel til på engelsk med mindre eller større mening.

Undervejs trak altid det stille og det melankolske og eftertænksomme - via den akustiske guitar. Og lige så vigtigt har min far altid hørt meget Dissing og Sebastian og altid med selvsikker stil fortalt, at jeg en dag ville ende, når tid var, med min guitar alene, fortællende mine historier.

I ungdommeligt trods benægtede jeg selvfølgelig, at dette nogen sinde ville ske. Men mere og mere Sebastian, Dissing og i den grad også Kim Larsen sneg sig ind, og da jeg i 2004 hørte fra min far, at en af dem der efter hans mening VIRKELIG havde fat i den lange ende nu endelig havde udgivet en ny plade, og at han, min far, ønskede sig den, valgte jeg at give ham denne i julegave. Uden på nogen på måde, at kende manden bag pladen. Manden hedder Benny Holst og pladen "Himlen må vente". Min far sagde, at den var fremragende, og jeg fik et par år efter nosset mig sammen til at låne den og faldt helt og aldeles på røven over den. Det var som om, at det hele åbnede sig for mig lige dér og hvis jeg bare lod det komme til, og ikke forfaldt til genreforskrækkelse og rynken på næsen over at det ikke var rock ’n’ roll, ja så var det sgu lige mig det der!

Så da jeg var på barsel med vores første datter, gav jeg lov til at komme, hvad der måtte komme uden skelen til genre. Nu kunne jeg mærke, at den genre og de sange, jeg egentlig altid har elsket allermest og altid har ligget og ventet, endelig kom frem. Først på engelsk og siden på dansk, og efter to gange hvor de danske blev skrottet og endte deres korte liv som tekst på et stykke papir i brændeovnen, endelig på dansk.

I løbet af de to næste år kom cirka 150 sange. Så visegenren har nok ligget i mig i alle de år, men jeg har ikke haft adgang til den / ikke været moden eller klar, og der skulle lige denne plade til med en af de gamle, som jeg ikke kendte.


Efter din oplevelse med Benny Holst må du have søgt tilbage og dykket ned i nogle af de danske navne, der har markeret sig inden for det her felt. Hvem har inspireret dig mest? 

Det er faktisk den anden vej rundt. Benny Holst var ham, jeg "opdagede" sidst. Jeg havde i mange år inden lyttede intenst til Kim Larsen, John Mogensen, Bifrost, Dissing og ikke mindst Sebastian. Især Sebastians 70'er plader, som er noget af det jeg som sangskriver står mest i gæld til.

Jeg er ubetinget mest inspireret af Sebastian og Kim Larsen. Fladt, vil folk måske tænke. Dem kender alle jo. Ja, for de er eminente i det de kan. Men jeg går også hele vejen tilbage og lader mig inspirere af C.E.F Weyse, Oluf Ring og Kai Normann Andersen. Derudover lytter jeg en del til Cornelis Vreeswijk. Og så Jan Johanssons to plader "Jazz på Svenska" og "Jazz på Ryska", som har inspireret Dissing og Andersen meget generelt, men tydeligt især ved Svantes Viser.


Hvem inspirerer dig ellers? 

De 3 CV Jørgensen-album I det muntre hjørne, Sjælland og Fraklip fra det fjerne har haft en kæmpe betydning for mig. Derudover lytter jeg meget til Allan Olsen - Sange For Rygere synes jeg er en sublim folkpop-plade og jeg har en stor kærlighed til Klondyke og Vildnis, som er nogle af de danske grupper i nyere tid, der efter mening arbejder smukt indenfor traditionen.

Jeg har også en stor kærlighed til Glemmebogspladerne af Kim Larsen, som i den grad inspirerer mig - alle 3! Børnesangene, Julesangene og Viserne generelt giver mig en stor inspiration. Og så har Sebastians Den store flugt en kæmpe plads hos mig.

Jeg lytter også rigtig meget til Olesen-Olesen, Nørlund og så de tre nye Skousen-plader. Og lige for tiden hører jeg stort set ikke andet en svenskeren Tomas Andersson WIJ, som har udgivet en stribe uforlignelige popplader med viser i årerne. Han er fandeme god! Mere end god!

Af de engelsksprogede er jeg sgu rimelig ordinær; Dylan, Cash, Neil Young og allermest Cohen. Cohen er nok den største for mig af de udenlandske, men der har vi igen Sebastian, som man kan høre er ultrainspireret af Cohen og ja, selvfølgelig også Dylan og Donovan. Jeg synes bare, at Cohen kan noget mere. Noget mere slidstærkt, noget mere tidsløst end de andre. Han stiller sig ikke an, som Dylan kan finde på det.

Men derudover kan der faktisk gå længere og længere tid imellem, at jeg lytter til vokalmusik, om man så må sige, da det er pokkers rart at lytte til jazz eller klassisk for mig, når jeg selv skriver sange og ligeledes når jeg skriver lyrik generelt.


Du kalder dig selv visesanger, men kunne jo også vælge et label som fx singer-songwriter. Tror du ikke, der er et større pladesalg i den titel?

Puha… Pladesalg. Jeg tror, mit salg af de to soloplader er så begrænset, at det vil være en tilsnigelse at kalde det et salg. Men... De plader jeg sælger, ved jeg betyder meget for dem, der køber. Og jeg kan ikke i min genre tillade mig at tænke i stort salg. Genren er så lille og begrænset i dag. I virkeligheden tror jeg faktisk, at der er et stort publikum derude, men at mange på grund af medierne i dag bare ikke opdager sange som mine.

På tunge og dårlige dage kan jeg fortryde, at jeg kalder mig selv visesanger, for du har ret: Det er fandeme ikke særlig gunstigt rent salgs og markedsføringsmæssigt, og jeg kan på disse dage også tænke, om jeg da ikke bare kunne lave noget, der var blot lidt mere oppe i tiden, men den går sgu ikke. Sådan er jeg ikke. Og jo, jeg kunne godt kalde mig singer-songwriter, men jeg får simpelthen røde knopper over den betegnelse, da den minder mig om nogle der går fra café til café med deres gigbag på ryggen og spiller sange, de lige har skrevet på ustemte guitarer med halvfærdige og uovervejede tekster. Jeg har det meget svært med den betegnelse.

Og så ser jeg mig selv som en, der synger sine små ydmyge viser. Jeg er inderst inde en romantiker, der lever i en forkert tid, hvad det angår. Forfatteren Jens Blendstrup beskriver mig selv bedre end jeg selv kan, hvad dette angår, i hans to anmeldelser af hhv. Debut og Album på Undertoner.dk (Læs anmeldelsen her).

Og så synes jeg, ret skal være ret, at det ville være lidt frækt, på den fede måde (!), at kalde mig selv visesanger ved udgivelsen af den første, da det er så håbløst gammeldags og ude af takt. Og det gav da også en vis omtale. Så jo, lidt markedsføringsmæssigt tænker jeg også. Selv om det kort og godt handler om, at jeg bare godt kan lide betegnelsen, og 9 ud af 10 dage identificerer mig ret godt med det. Når alt kommer til alt, er jeg bare en, der godt kan lide at skrive sange og fremføre dem som de er - hvilket i øvrigt var en vigtig del af idéen med at lave disse sange til at starte med. Sangene skal holde i deres oprindelige form - ellers er de ikke gode nok.


Der er elementer af folkesang og visesang mange steder i den moderne musik, men det er meget sjældent at høre genren så rendyrket, som du gør her. Hvad gør du dig af overvejelser om, hvordan din lyd skal være?

Det er rigtigt. Jeg mener personligt ikke, at der er andre der lyder så håbløst gammeldags som jeg gør på de to plader - og live for den sags skyld. Jeg anstrenger mig ikke, skal det lige siges. Nogle gange kan jeg tænke, at det ville være fedt at lyde bare lidt mere normalt. Men sådan er det som sagt ikke.

Jeg gør mig mange, måske også for mange, overvejelser om lyden. Så selv om det er et ultraenkelt lydbillede med meget få instrumenter, så har jeg gjort mig mange fravalg. Mit lydbillede består i høj grad af fravalg. Jeg ønsker ikke at producere det her. Det skal leve. Der skal være plads. Sangen er det, det handler om. Derfor lyder jeg, som jeg gør. Jeg synger sangene, som jeg gør.

Det, jeg bruger lang tid på, er at lære sangene at kende. En ting er, at jeg skriver sangene meget hurtigt. Ligeledes teksterne. Altid melodien, grebene, fraseringerne og betoningen først - aldrig teksterne (selvom mange tror og gerne vil tro det). Teksterne kommer af få ord, der smager godt og passer til stemningen i akkorderne og melodien, og det hele bliver skrevet i løbet af 10-15 minutter. Derfor laver jeg også uforbeholdent mange sange, men skrotter lige så mange - det er vel kun hver 5.-6. sang, der virkelig kan noget. Sådan er det. Jeg er en hård hund. Så min sound ligger i, at lære mine sange at kende. Og i mine fravalg.


I præsentationen af dit nyeste album er der skrevet en række statements om sangene på albummet. Jeg vil dvæle ved en af sætningerne: ”10 sange, der tør tage sig tid”. Hvordan skal det forstås? Hvorfor er det vigtigt at turde tage sig tid? 

De 10 statements var en måde for mig at komme videre på. Det er sgu ikke et stunt. Det var en svær plade at lave. Jf. mange af ovenstående ting, så bakser jeg meget med det. Jeg kan ikke lade være med at lave det! Hvis jeg kunne det, så var det lettere. Det er ikke for at være krukket, men som jeg skriver i pressemeddelelsen, så var der givet op flere gange undervejs, da det virker så frustrerende malplaceret at lave disse sange set i sammenhæng med, hvordan resten af verden og kulturen ser ud i dag. Jeg føler virkelig, at jeg står så godt som alene med disse sange. Og det er i den grad på grund af tempoet, hvis jeg skal bevæge mig ind på det ene af de statements, du nævner.

Tempoet i dag er skruet op. Det er meget få, der tager sig tid til at dvæle ved øjeblikket, og alligevel taler alle om det; nuet. Men ingen er i det. Og det er ikke fordi, jeg peger fingre - alt det jeg skriver om er i høj grad min egen kamp. Min egen kamp med at være tilstede og ikke fare videre hele tiden. Jeg skal turde tage mig tid. Vi skal tage os tid! Det skylder vi hinanden. Og i allerhøjeste grad os selv. Jeg har ikke travlt i mine sange. Men de er omvendt heller ikke lange - tværtom. Det er stemningen, tonen, der er sat ned i tempo. Det er min måde at komme ned på. Jeg har brug for at tage mig tid. I det jeg laver her finder jeg på en måde tilbage til det jeg befinder mig bedst ved, hver gang, at tage mig tid til at være i de sange. I den stemning. Viser eller ej. Men sange.


Hvordan ændrede det dig som musiker og digter/tekstforfatter at blive far?

Det ændrede alt. Jeg blev far for fem år siden og regnede ikke med, at det ville ændre noget som helst i forhold til det at skrive sange og lave musik. Jeg havde på det tidspunkt spillet i en trio i mange år, og vi havde nogle engelsksprogede demoer på samvittigheden samt en enkelt plade, der blev udgivet på Noiz/EMI, men ellers var det småt med, hvad vi havde bedrevet. All right, vi havde spillet en del koncerter og jeg havde på det tidspunkt de sidste 5 år tilbage skrevet en pokkers masse sange, faktisk uhyggeligt mange, men vi havde aldrig rigtig fundet ind til benet og derfor flagrede vi rundt mellem rocknroll/en art brit pop/60'er/70'er rock osv...

Jeg havde kort forinden jeg blev far investeret i en god gammel Gibson J50 akustisk guitar og en nyere Martin og havde for første gang i alle mine musikerår sidestillet det akustiske med det elektriske. Da vores datter blev født, sagde det bare BANG! Jeg havde hørt andre sangskrivere/kunstnere/digtere osv. tale om det før, men ikke rigtigt troet på det, men det passede altså.

Jeg søgte instinktivt ind til dét, der altså lå dybest inde i mig og begyndte så småt at nærme mig disse viseagtige/folksange på mit modersmål. Dét at komme i kontakt med min egen barndom via min nyfødte datter var som et ordentligt læs benzin på de poetiske ting, der lå lagret (åbenbart) i mig. Og for første gang i min musikertid følte jeg, at jeg nu havde gang i noget, der på en eller anden sær vis stak dybere.

Jeg fik mulighed for at arbejde med min vokal på en hel ny måde og dét at udvikle denne solist-rolle var virkelig interessant og meget inspirerende. Jeg kunne bruge min vokal, betoning og mit sprog på en helt anden måde og da min tekniske kunnen (heldigvis!) er meget begrænset, havde jeg alle muligheder og alt var tilladt.

Jeg købte en capo (ting man sætter på gribebrættet for at kunne spille samme greb, men få forskellige toner og lyde ud af det ved at rykke den - og ligeledes lege med tonearten), som jeg aldrig havde haft før, og det gjorde, at jeg ikke tænkte over, hvor jeg placerede mine hænder og derfor blot skrev umiddelbart - hvilket jeg tror skinner meget igennem i mine sange. Den her umiddelbarhed, som er en af mine forcer; at indfange den og levere den videre, i mine sange.

Digtningen, den rene lyrik, har så efterfølgende fået tilkæmpet sig en plads igen, hvilket resulterede i en debutudgivelse marts 2011 - "Fuglene sidder på pæle". Nu arbejder jeg i to spor, musik og lyrik. På nuværende tidspunkt skriver jeg mere lyrik, end jeg skriver sange, hvilket ikke bekymrer mig, da jeg hele tiden holder mig i form så at sige. Jeg har allerede nu sangene til en ny plade og på lyriksiden er færdigskrevet (stort set) 2 manuskripter; en kortprosa/digtsamling og en novellesamling.

Alt sammen, tror jeg, er der åbnet op for i forbindelse med det at blive far. Det er faktisk som om, at vores første datter åbnede op for mine sange i 2006. Siden da har Butzback været en realitet, og vores yngste datter åbnede op for lyrikken og prosaen i december 2009.


***

Peter Butzback Larsen kan opleves live flere steder i landet den kommende tid.
Følg med på www.peterbutzbacklarsen.dk.

Den 18. august 2011 gæster Peter Butzback Larsen radioprogrammet Mod Strømmen.
Tjek www.modstroem.blogspot.com.

Her kan du lytte til et af de numre med Benny Holst, der fik dørene til at åbne sig for Peter Butzback Larsen:



Ingen kommentarer: