xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

30. sep. 2011

Kvalitet skal nok flyde ovenpå


Interview med Mikael R. Andreasen fra Kloster 

Kloster er et stort lille projekt på den danske musikscene. Et band ønsker frontmanden Mikael R. Andreasen ikke at kalde det. Det er nærmere et organisk projekt, der hele tiden kan antage nye former. Han er bevidst om, at Kloster med pastoral folk opererer i en smal genre. Men alligevel er det stort. I hvert fald stort nok til at spille på Roskilde Festival og til at få rosende ord med på vejen af Sufjan Stevens.

De første gule og brune blade ligger allerede og rasler rundt på fortovene. Sommeren er allerede alt for længe siden. Og at jeg sidder netop nu og skriver på en artikel, der i virkeligheden burde været publiceret i kølvandet på årets Roskilde Festival, vidner vel bare alt for godt om, at det hele nogle gange bare går lidt for stærkt.

Man kan få lyst til at stoppe op. Måske endda at spole tiden tilbage. Og det er jo netop, hvad Mikael R. Andreasen og resten af Kloster har gjort så fint på det seneste album, The Waves and Winds Still Know His Voice. De fine harmonier og de mystiske middelalderstemninger fra det album ligger langt fremme i min bevidsthed, da jeg møder Mikael R. Andreasen over en kop lunken kaffe i en skurvogn i mediebyen en fredag formiddag på Roskilde Festival 2011.

Mikael forklarer om, hvorfor han ikke kalder Kloster et band i traditionel forstand:

”Jeg ser det mere som et projekt, forskellige personer kan glide ind og ud af. Jeg læste på et tidspunkt en omtale af os på en blog, der beskrev det sådan, at det var et projekt, der var kurateret af mig. Den formulering kunne jeg godt lide. Jeg ser Kloster som noget, der skal køre mange år ud i fremtiden, men gerne i forskellige former og med forskellige udtryk. Hvis man kalder sig selv et band, synes jeg, man signalerer noget andet.”


Sang med Sufjan Stevens

Det er dagen før Klosters store Roskilde-gig på Gloria-scenen, at jeg møder Mikael. Og på det tidspunkt er han spændt, men ikke overdrevet nervøs:

”Her på festivalen vil vi være seks på scenen. Så mange har vi ikke været, hver gang vi har spillet, men jeg har ønsket, at de centrale personer alle sammen skulle være med her. Det er så stort at få lov at spille her på festivalen, at det også er en slags fejring af hele projektet. På en måde virker det helt mærkeligt, at det her projekt, som jeg egentlig ser som noget meget skrøbeligt og intimt, skal ind i så stor en ramme. Men jeg er samtidig ret rolig med det. Det er nok fordi, vi har prøvet det før. For tre år siden spillede vi på en festival i Norge, hvor der var omkring 1000 mennesker, der hørte os. Før vi spillede deroppe, troede jeg ikke, det kunne fungere i så stor en ramme, men det viste sig, at det kunne det sagtens. Dengang var jeg virkelig nervøs, men det gik fantastisk godt. Vi åbnede festivalen, hvor også Sufjan Stevens skulle spille. Et stort øjeblik var det, da han, efter vi havde spillet, sagde til os: ”That’s gonna be a tough act to follow”.”
Vi havde hængt ud med ham dagen før, og så kom vi til at snakke om, at han måske kunne synge backing på noget af vores. Så det endte med, at vi stod der på scenen foran 1000 mennesker sammen med Sufjan Stevens, der sang vores sange. Det var en ret utrolig oplevelse.”


Smalt og bredt på samme tid

Allerede måneder før Roskilde Festival havde jeg fornøjelsen af at interviewe Mikael på scenen i forbindelse med et arrangement om Julian af Norwich – den middelaldermystiker, der har inspireret Mikael til tekstuniverset på Klosters seneste album, The Waves and Winds Still Know His Voice. Et virkelig stærkt album. Først og fremmest er det meget intimt. Klassiske instrumenter som guitar, cello og sav flankeres af flotte vokalarrangementer, der hele tiden ligger som en mystisk dis over de flotte fortællinger, der for de flestes vedkommende er hentet i middelalderen.

Det er smukt. Men det er også meget smalt. Og det er Mikael helt bevidst om:

”Det er rigtigt, at det som genre betragtet er smalt, men samtidig oplever jeg, at der er noget bredt og samlende over det. Det kan jeg også se på den feedback, jeg får. Der er mange forskellige mennesker, der kan bruge vores musik til noget. Ældre mennesker, unge mennesker, en hjemvendt soldat med posttraumatisk stress syndrom, et barn med kolik… der er virkelig mange, der har givet udtryk for, at de har kunnet bruge vores musik til noget konstruktivt. Så på den måde oplever jeg det ikke som smalt. Men det er da klart, at der er grænser for, hvor stort det kan blive rent salgsmæssigt. Jeg har bare valgt, at det ikke skal være med til at sætte en dagsorden for mig. Jeg har ingen forventning om, at musikken i sig selv skal blive mit levebrød. Jeg er ved at uddanne mig til terapeut, og det er det, jeg skal leve af. Men musikken skal hele tiden være der, og den skal være præcist, som jeg har lyst til at lave den. Jeg gider ikke lade mig diktere af, hvor der måske er et marked.”

Giver det dig ro, at du har taget en klar beslutning om, at du ikke skal leve af det? 

”Ja, det tror jeg faktisk. Det er ikke afgørende for mig, at jeg slår igennem med det her eller sælger så og så mange plader. Det er dejligt, at der lige nu er stor opmærksomhed omkring det med omtale i medierne og eksempelvis booking her til Roskilde Festival, men som jeg talte med en af de andre i bandet om forleden, så kan det jo sagtens være, at den interesse slet ikke er der længere om et eller to år. Sådan er den her verden. Og hvis det viser sig at være sådan, er det helt okay med mig. Jeg bliver bare ved med at lave musik og gør det på den måde, jeg synes er den rigtige. Jeg har sådan en overbevisning om, at kvalitet i sidste ende nok skal flyde ovenpå.”

Men har du ikke et ønske om at slå igennem bredt? 

”Jeg synes, jeg oplever, at mange musikere lægger meget energi i, at det her bare skal lykkes – at man bare skal slå igennem her og nu. Jeg vil meget hellere lægge energi i at lave noget, der er kvalitet og så ellers være tålmodig og vedholdende. Så skal de gode ting nok ske. Når det er sagt, så ved jeg selvfølgelig godt, at der en mediemaskine, som også betyder noget. Men hvis man vil lave noget, der er langtidsholdbart - og det er nok det vigtigste for mig - så mener jeg, at man skal lægge sin energi det rigtige sted, nemlig i musikken. Finde ud af, hvad man selv brænder for og så tage det lange seje træk.”


Se også et interview med Mikael R. Andreasen fra Roskilde Festival her:





Læs mere om Kloster her:
http://washington-inc-records.com/kloster/

Lyt til musikken:
http://www.myspace.com/klosterincyberspace

Læs også en god artikel om Kloster i Geiger:
http://www.geiger.dk/artikler/artikel.php?id=298

Læs Undertoners anmeldelse af The Waves and Winds Still Know His Voice:
http://www.undertoner.dk/2010/12/kloster-the-waves-and-winds-still-know-his-voice/

Ingen kommentarer: