xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

10. apr. 2012

Opfostret med blues og folk

Foto: www.one-eyedmule.com

Rasmus Dall fra albumaktuelle One-Eyed Mule fortæller om sine forbilleder – fra Mississippi John Hurt til Bert Jansch. Interviewet er blevet til på baggrund af en maildialog i marts og april 2012. 

***

Tillykke med det nye album! Jeg vil godt begynde med et spørgsmål, der slet ikke handler om jer, men om en (fantastisk) bluessanger, der døde for snart 50 år siden. Nemlig Mississippi John Hurt. Ham har I skrevet en hyldest til på det nye album i form af nummeret ”Mild and Warm”. Kan du fortælle lidt om, hvordan det nummer er blevet til, og hvorfor I har lavet det?

Mississippi John Hurt har altid været den af de gamle bluesmusikere fra 1920'erne og 1930'erne, jeg har kunnet forbinde mig mest med. Han danner på en måde bro mellem den dybe og hårde sorte deltablues og den lettere hvide folk tradition. Han har et blødt og varmt udtryk, hvad enten han synger gospelsange eller murder ballads, og der er masser af fine, små melodier i hans guitarspil. Ud over hans store musikalske arv er billedet af en gammel musikant med masser af varme og glød i øjnene en stor inspiration. Deraf omkvædslinjerne "I'm gonna keep my eyes mild and warm.”

Sangen beskriver samtidig den kunstneriske kamp for at skrive sig ud over sit forbillede og finde sit eget personlige ståsted:

Red apples fall long and hard
your words stand tall in my backyard
I go where you’ve walked
See the way you see
And find my way to be free  


Hør sangen og se videoen her:



Du skriver, at Mississippi John Hurt placerer sig mellem sort blues og hvid folk. Hvor forsøger I at placere jer? Jeg hører jo både blues, country, americana og folk, når jeg lytter til jeres nye album. Hvilke overvejelser har I om den positionering i forhold til de forskellige grene af den amerikanske musiktradition?  

Det er rigtigt, at der er masser af blues, country, folk eller americana, som jo er den store paraply man kan trække ned over en del af disse rootsorienterede genrer. Men vi er meget bevidste om ikke blot at ville være sådan et nostalgisk act. Vi vil gerne favne traditionen, men så sandelig også det mere moderne. På det nye album har vi gjort mere ud af produktionen og forsøgt at skabe nogle lydflader, der trækker en rimelig traditionel simpel sangstruktur et andet sted hen. Vi har leget med ekkomaskiner, loops og lavet beats ved at slå på mikrofoner og andre sjove ting, men det ligger sådan ret subtilt i lydbilledet. Det handler først og fremmest om den gode sang. Og den kan så ligeså godt være inspireret af Magnetic Fields' "69 Lovesongs” eller en hvilken som helst Jonathan Richman-sang, som den kan være inspireret af Hank Williams.      


Det med at skrive sig ud over forbillederne, synes jeg jo, at I lykkes fint med på det nye album. Synes du selv, det lykkes bedre for jer nu end tidligere? Er det grunden til, at det er et tema, du tager op på tekstsiden her - at det er noget, der har fyldt noget hos dig efter jeres første tre albums?

Jaaah, altså det med at finde ind til kernen i sangskrivningen og finde sit eget personlige ståsted har vi talt meget om siden det første album "Hobo in the land of love", som egentlig bare var tænkt som et bud på en anderledes dansk bluesplade. Det er selvfølgelig en evig proces, men jeg synes, at vi album for album har arbejdet os frem mod en ret stærk og selvstændig identitet.


Hvad lytter du selv til for tiden? Hvis du skal nævne tre bands/solister, som har inspireret dig på det seneste, hvem skulle det så være? 

Yep, altså hvis jeg skulle nævne tre, så har jeg lyttet meget til Kurt Vile, Beachwood Sparks og Woods. De har alle på hver deres måde sådan en loose og meget cool tilgang til det at lave musik og forvalter alle deres musikalske tradition på en fed måde.


Jeg lytter og har altid også lyttet rigtig meget til Bert Jansch. Ham vil jeg gerne lige nævne, for han fortjener al mulig respekt.


Hørt! Bert Jansch er vigtig. Og mange flere på vores alder burde kende ham. Kan du prøve at sætte ord på, hvorfor du synes han er så vigtig? 

Ja, altså han er jo en af de helt store guitarister, der har inspireret mange på tværs af diverse genrer. Jimmy Page var blandt andet meget inspireret af ham. Han er sådan lidt den akustiske guitars svar på Jimi Hendrix. Han opfandt sin helt egen måde at spille på og har en meget særegen lyd, der er vildt svær at kopiere. Han kom ind på den blomstrende engelske folkscene dér i starten af 1960'erne og var den dér innovative, mystiske skotte ingen rigtig kunne hamle op med. Men vigtigst af alt så skriver han samtidig nogle virkelig gode sange. Jeg så ham engang på et lille værtshus i Svendborg, og vi var vel en 10 publikummer! Han havde lige lavet albummet "When The Circus Comes To Town" som var lidt et comeback-album for ham. Sådan er tingene så mærkelige nogle gange, men det var en super koncert. Han er værd at tjekke ud, og han er den type kunstner, der går virkelig dybt ind, når man først er på.

Her en af hans gode sange - "One For Jo":



Vi vender hele tiden tilbage til den traditionelle musik. Hvornår begyndte du for alvor at få et forhold til country, folk og den slags? Jeg går ikke ud fra, at du sad som teenager og lyttede til Bert Jansch eller Hank Williams. Eller?

Jo, altså jeg sad faktisk på mit teenageværelse og nørdede med min guitar og forsøgte at lytte alle mulige fingerstyle-guitarister af. Jeg er vokset op med Ralph McTell, Donovan, Bert Jansch, Pentangle og Fairport Convention på mine forældres pladespiller. Det var også via den engelske folk, at jeg så fik øjnene op for de gamle bluesmestre som Sonny Terry og Brownie McGhee, John Hurt og Blind Willie Mctell. Men altså jeg hørte da også Psyched Up Janis, Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir ligesom mine venner…


***


One-Eyed Mule har udgivet fire albums. Det seneste, When Tomorrow Comes, udkom tidligere i år.

Lyt til nogle af de nye sange på bandsiden på Facebook:
http://www.facebook.com/#!/pages/One-Eyed-Mule/176292165300

Ingen kommentarer: