xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

1. apr. 2012

Skriften på væggen - interview med Lasse Aagaard fra Den Fjerde Væg


Interviewet er resultatet af en maildialog med Lasse Aagaard i ugerne op til udgivelsen af Den Fjerde Vægs debutalbum ”Drengekys”. 

***

Tillykke med ”Drengekys". Kan du prøve at sætte nogle ord på, hvad det er for et album?

”Drengekys” er Andreas', Runes og mit bud på personlig og rørende popmusik. Der synes til tider at være en idé om, at popmusik er musik for masserne - musik, der blindt følger konservative, strømlinede konventioner. Det er en trist antagelse, når sandheden er, at god og personlig popmusik i utrolig høj grad kan tale direkte og hjerteligt til den individuelle lytter. Nogle af de bedste lytteoplevelser, jeg har haft, har været utvetydige popsange, der bare er gået direkte ind og har sat farver på min hverdag. Med ”Drengekys” har vi forsøgt at lave personlig popmusik, der forhåbentlig også har noget at byde på efter femte gennemlytning.

Pladen er også lyden af Runes, Andreas' og mit forsøg på at lave en gennemgribende plade sammen. Musikken er blevet til over to år, til dels fordi vi har skulle lære at synge, optage og mixe, og en del af idéen bag pladen har været, at man gerne må kunne høre disse processer i musikken. Pladen må gerne opleves som en rutsjebane af farverige sanseindtryk - sådan har det nemlig også været at lave den.


Vi har jo aftalt, at vi skal skrive sammen om det med teksterne. Du har sendt mig en tekst til nummeret "Et svin iblandt os alle". Hvorfor betyder den her tekst noget særligt for dig?

Nummeret er egentlig bare et lille stemningsbillede over en følelse af social usikkerhed, men jeg kan godt lide den, nok fordi den er så kort. Vi har på pladen prøvet at lege lidt rundt med nogle af de normale former for sangskrivning for at se, om der var andre måder at gøre det på. En sang som "Et Svin Iblandt Os Alle" er f.eks. et forsøg på at skrive en popsang uden et egentligt omkvæd.

Teksten i sig selv er ret "bleg" - ordene har ikke nogen stor værdi, og teksten ville nok ikke fungere specielt godt som et selvstændigt digt. Teksten og musikken har brug for hinanden for at have vægt og krop, og det kan jeg godt lide.

Sangen i sig selv handler om at føle sig ude af stand til at kommunikere med med sociale kontekst, man indgår i; at føle sig mentalt overvægtig og en belastning for folk omkring en - et tema, som i øvrigt går igen på flere af sangene.


Et Svin Iblandt Os Alle
Du må tilbage alt jeg siger
Du må ikke slå mig af hvis jeg ikke siger
Hvad du vil høre mig sige
Og du må se bort fra alt jeg gør
Du må ikke slå mig af hvis jeg ikke gør
Hvad du vil se mig gøre
Kan ikke læse dine øjne
Men kan heller ikke slippe dine øjne
For jeg vil gøre som dig
Som dig
Jeg vil gøre som dig
Som dig
Vil ikke være et svin iblandt os alle

Lyt til nummeret her:
http://soundcloud.com/denfjerdevaeg/02-et-svin-iblandt-os-alle


Kan du prøve at beskrive, hvordan sådan en tekst bliver til?

"Et Svin Iblandt Os Alle" kom ret uprovokeret. For mig starter det ret ofte med, at jeg finder på en titel som jeg så går og spinder en sang rundt omkring. "Et Svin Iblandt Os Alle" var en linje, jeg havde i baghovedet, og da sangen dukkede op ved klaveret, passede den til som fod i hose. Jeg tror, at jeg godt kunne lide kontrapunktikken mellem den grove titel og det lidt juleagtige klaverakkompagnement. Ordene kom meget hurtigt derefter - de samlede sig nærmest bare om sangen.


Du fortalte mig, at teksterne kan blive til på mange forskellige måder. Kan du komme med nogle eksempler på det?

Hele ”Drengekys” har for os handlet meget om at undersøge, hvordan man laver sange, så nogle af teksterne har vi skrevet i rundkreds, andre hver for sig. Som regel er der et oplæg - en titel, et billede eller linjer og ordlyde, der bare skal være med. Alle tre i bandet skriver digte og tekster, så det har været naturligt at undersøge det sammen. Teksterne har også været en måde at dokumentere og dele vores interne humor på, uden at man som lytter nødvendigvis behøves at fatte vores til tider pinligt indforståede jokes.

Vores tekster er ikke særlig handlingsprægede - jeg tror, at vi er mere interesserede i at male nogle enkle billeder op og dykke ned i dem. Dansksproget sangskrivning kan til tider have en tendens til at hovedvægten ligger på at teksten står forrest og har en handling. Vi forsøger at lave sange, hvor tekst og musik arbejder uløseligt fra hinanden; hvor teksterne på en måde i sig selv bliver et musikalsk parameter. Vi forsøger at lave sange, der føles som noget, man har drømt, og både musik og tekster afspejler det.


Du skriver, at I alle tre i bandet skriver digte. Det er jo sjældent man hører om bands, hvor der samarbejdes så meget om teksterne. Er det noget, der fører til mange diskussioner om tekstuniverset undervejs? Hvordan arbejder I jer ind på det rigtige?

At der er få bands, der arbejder kollektivt med tekstarbejdet, synes jeg ikke er rigtigt; vi har været og er meget inspireret af alskens hip-hop-acts, der netop gør en dyd ud af at holde teksterne levende ved at kaste dem frem og tilbage mellem de forskellige leverandører. Det svære for os har været, at det af en eller anden grund ikke har været særlig udbredt i rock-regi, for slet ikke at snakke om dansk rock. Lige på det område famler vi os stadig frem.

Vi diskuterer faktisk kun teksterne med hinanden, hvis vi synes, at de stagnerer. For det meste føles det bedre at lade være med at forklare dem for meget. Runes tekster danner f.eks. nogle bestemte billeder i mit hoved, og jeg er sjældent særlig interesseret i at finde ud af, om de billeder stemmer overens med hans intentioner.

Jeg ved ikke, hvordan vi bedst arbejder os ind på den rigtige frekvens - det sker bare. Nogle af teksterne på denne plade har været syv-otte oplæg undervejs, andre var der i første hug. Men jeg tror, at det har rigtig meget med humor at gøre. Vores humor i bandet er ret sprogligt orienteret, og vi er helt pjattede med ordspil og lingvistiske umuligheder. Jeg ved ikke, om teksterne i sig selv er særlig humoristiske, men de får helt sikkert deres farver af den humor, vi dagligt deler.


Jf. dit syn på tekster generelt i dansk musik: Mener du ikke nødvendigvis, at en sangtekst skal kunne afkodes og forstås umiddelbart? Det er jo et generelt problem, som fx digtere også tit konfronteres med. At folk vurderer, at de ikke kan ”bruge” digtene til noget, fordi de ikke kan forstå dem. Til sammenligning er det vel de færreste, der undlader at købe et abstrakt maleri med den begrundelse, at man ikke umiddelbart kan forklare, hvad der er på det.

Jeg har ikke noget entydigt syn på tekster i dansk musik generelt. For tiden er der f.eks. ret mange ting i kog, især i dansksproget pop, og jeg er virkelig spændt på at se, hvilke nybrud, der dukker op.
Men nej, jeg synes bestemt ikke, at et kriterium for en tekst er, at den skal kunne forstås entydigt. Det svarer til at sige, at dur er en glad akkord, og mol er trist. For mig er en af musikkens fineste opgaver at give et ræsonnansrum til mine følelser, og jeg bliver altid skuffet, hvis det rum allerede er fyldt ud af min egen forhåndsforståelse. Jeg vil have sange, der åbner mine ører og øjne.

For få par år siden var der en tendens til at meget dansksproget sanglyrik nødvendigvis skulle være på øjenhøjde med lytteren. Teksterne handlede om hverdagen som vi kender den, og sangene bekræftede bare, at tingene nu engang havde sin orden og plads. Selvom der momentvis kom charmerende sange ud af det, så ærgrede det mig, at der var så lidt dansksproget musik, der turde stille sig over sin lytter og fortælle denne noget, som vedkommende ville være nødt til at række ud efter sine personlige associationer for rigtigt at forstå. Jeg tror måske ubevidst, at det er noget af det, vi har reageret på; vi har forsøgt at skubbe flere abstraktioner ind i dansksproget popmusik.


Du fortæller, at I alle tre også skriver digte. Kan man sammenligne Den Fjerde Vægs sangtekster med jeres poesi?

Nogle gange. Men det er to forskellige medier. Jeg har først for nyligt lært, at mine digte (eller hvad man kan kalde dem) og mine sangtekster ikke behøves at gå hånd i hånd. Dermed ikke sagt, at de ikke kan kilde lidt til hinanden. Når jeg skriver sangtekster, prøver jeg som udgangspunkt at gå efter det, der føles godt at synge - hvor fjollede ordene så end er.

Ordsammenstillinger og -betydninger har tit en iboende musik i sig, der slet ikke kan ses på papir, og det er dem, jeg synes er sjove at afdække igennem sange. Jeg er f.eks. ret dårlig til at huske andres tekster i fulde drag, men jeg tror alle kender følelsen af lige akkurat at kunne huske én fed linje fra en eller anden sang - ikke fordi den betyder noget specielt, mere fordi den lyder sejt.

Jeg skriver som regel digte for mig selv til mig selv, hovedsageligt for at få støj ud af hovedet, ligesom jeg improviserer på mit instrument. Nogle gange skriver jeg for at få følelser, tanker og idéer ud, andre gange skriver jeg bare for at se ordene få form. Det sker tit, at jeg snubler over noget brugbart på rejsen, men som oftest først, når jeg lader være med at lede og bare skriver.


Her på bloggen bruger jeg jo en del krudt på anbefalinger. Kan jeg få dig til at fremhæve tre solister/bands, du lytter særligt meget til for tiden - og hvor du måske endda henter inspiration? 

Jeg hører stort set aldrig tre plader ad gangen, og lige i skrivende stund er der ikke så meget, der er bidt på, så jeg vil hellere fremhæve tre plader, der har præget vores arbejde med ”Drengekys”:


Talk Talk - Laughing Stock (Verve, 1991):
Vi opdagede alle tre det her album umiddelbart inden vi gik i studiet, så det kom automatisk til at influere processen, alene af den grund, at albummet er så skræmmende smukt. På en måde var det næsten uretfærdigt, i erkendelsen af at være alt for ung og uerfaren til at kunne viderebringe den ro og det massive kunstneriske overskud, der flyder igennem dette album ind i vores egen proces. Forhåbenligt kan vi så i stedet vinde ved ungdommelig charme, hvad vi endnu mangler i gennemlevet visdom. Og så er det er en menneskeret (og -pligt) at lade sig inspirere, og Laughing Stock er fyldt med så meget gedigen inspiration, at det overrasker mig som en tyv i natten, hver gang jeg hører det. Jeg ved ikke, hvordan man bedst beskriver musikken; som en meget smuk oversvømmelse, måske? Hvis ikke det her album åbnede mine øjne på ny, så gjorde det i hvert fald mit blik klarere.

Tjek fx:
http://www.youtube.com/watch?v=LuYNidNgQic



cLOUDDEAD - Ten (Big Dada 2004):
Vi er alle tre kommet ud af vores teenageår til lyden og flowet af cLOUDDEAD. Da vi gik i studiet fandt vi tilbage til det her album, der er nærmest håbløst overset. Musikken og teksterne lyder som dagligdagsbetragtninger om livet på Jorden, der er blevet overleveret af en flok drengerøve fra en fremmed planet. cLOUDDEAD har en masse vid og humor og de er ikke bange for at stikke hovederne op i deres egne bagdele, så det var meget naturligt for os at identificere os med dem. Det her er et album, der både bærer præg af, at de er unge, men også, at det har været hårdt og krævende for dem at lave det. På den måde var de lidt vores "storebrødre", da arbejdet med Drengekys begyndte at have taget rigtig lang tid. Deres flow, coolness og ustoppelige kreativitet tog vi meget til os.

Tjek fx:
http://www.youtube.com/watch?v=tzWBhhowF0A


Robert Wyatt - Rock Bottom (Virgin, 1974):
Robert Wyatt bærer ligeledes sin kreativitet udenpå tøjet, men hans afsæt er en eller anden form for folk-pop. Meget af hans musik lyder som noget, man oplever i en drøm (ikke at musikken af den grund er specielt behagelig at sove til). Han har en enormt rar og sentimental stemme, der gør, at man tit først meget sent opdager, at den bagvedliggende musik egentlig er ret traumatisk og vild. Ligesom når man først opdager, at man har haft et mareridt, når man vågner. Hans sange er vildt gode, og så tør han at lade sin umiddelbare intuition bære arrangementerne. Det er ikke al hans musik, der er lige god, men hans kreative valg er altid
sindssygt interessante. Jeg vil også anbefale folk at lytte til hans Shleep fra 1997.

Tjek fx:
http://www.youtube.com/watch?v=8Co0_BZiLdg


Har du nogen forbilleder, når det gælder tekster?

I forbindelse med ”Drengekys” var Rune, Andreas og jeg meget påvirkede af Tom Kristensens Hærværk og hans lyrik fra mellemkrigstiden. Den bog skræmte os alle tre vildt meget og inspirerede helt klart nogle af teksterne og temaerne på pladen.

Ligesom med ovennævnte cLOUDDEAD, så har vi også dyrket en del Malk de Koijn sammen.
Men ellers har jeg ikke rigtig nogen egentlige forbilleder, hvad angår tekster. Jeg kan ret godt lide en del af den kvindelige danske poplyrik fra 80'erne og 90'erne. Lis Sørensen, Dodo, Søs Fenger, og hvad har vi. En sang som ”Vågner I Natten”, f.eks. har en meget smuk og naturlig måde at få tekst og musik til at fungere symbiotisk, synes jeg. Og så lyder ordene godt, når de bliver sunget. Det er det vigtigste; at sangen selv får lov til at bestemme tekst og musik.


***

”Drengekys”, Den Fjerde Vægs debutalbum ramte gaden under det her interview, nemlig d. 26. marts 2012. De første anmeldelser har været positive, det er blevet til en forsidehenvisning på Politiken og en topplacering på Det Elektriske Barometer. Den Fjerde Væg har tilsyneladende fat i den lange ende. Du kan læse mere om bandet og lytte til musikken på:
www.denfjerdevaeg.dk

Ingen kommentarer: