xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

6. jun. 2012

Det er jo bare rock ’n’ roll med læbestift på


David Bowies Ziggy Stardust fylder 40, men funkler stadig smukt.

Dommedag er nær. Der er præcist fem år til jordens undergang. En androgyn alien, der i øvrigt er en gudsbenådet, venstrehåndet guitarist, lander på jorden. Han bliver rockstjerne, fylder sig med stoffer, lever det vilde, men også ensomme liv, indtil han til sidst begår selvmord.

Nogenlunde sådan lyder rammefortællingen omkring det konceptalbum, David Bowie sendte på gaden den 6. juni 1972, og som altså nu runder 40 år. The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars, hvis vi nu skal have albummets fulde titel med. Lad os for nemhedens skyld nøjes med at kalde det for Ziggy Stardust.

Ziggy Stardust er et pudsigt album. I min bevidsthed har det altid stået som et af de helt centrale Bowie-værker, måske endda min absolutte favorit, hvis jeg kun måtte vælge et enkelt, når de sender mig ud på den der øde ø. Men når man skiller albummet ad, nummer for nummer, kan det diskuteres, om den musikalske dybde, originalitet og genialitet kan måle sig med albums som Hunky Dory (1971), Station To Station (1976) og Low (1977). Det mener jeg ikke, at den kan. Alligevel er albummet centralt i Bowie-sammenhæng. Det er musikhistorie. Og hvorfor så det?


Slugt af Ziggy
Ziggy Stardust var et konceptalbum. Og ikke nok med, at en gennemført fortælling løb som en rød tråd gennem alle albummets sange. Hovedpersonen, David Bowie, blev også selv slugt af fortællingen og transformerede sig slet og ret til Ziggy Stardust. Når han viste sig offentligt, var det som Ziggy. Når han gav interviews, var det som Ziggy. Og som Lou Reed sagde i et interview, da han blev spurgt, hvordan det var at arbejde sammen med Bowie på Transformer. ”We had a lot of fun. But when he gets drunk, he thinks he’s Ziggy.”

Det var i høj grad hele konceptet inklusiv alt det visuelle omkring Ziggy Stardust, der virkede så stærkt, og som siden er kommet til at stå som hele symbolet på den karakterskiftende og rollespillende David Bowie. Det, der siden har fået den ene sprogfattige anmelder efter den anden til at klaske ”kamæleon”-etiketten i panden på ham.


Bowie var dukkefører
Det vakte opsigt, at David Bowie tog kostumer på. At han legede med virkelighed og fantasi på den måde. I dag ville ingen tage notits af det. Det ægte og autentiske er for længst slået ud af spil, og musikere er mere end nogensinde før bevidste om at opfinde, spille og dyrke roller til det ekstreme. Men i begyndelsen af 70’erne troede de fleste vel stadig på det oprigtige i musikken. Det kan godt være, at Bowie som Ziggy ikke krævede ret meget mere skuespil end Lennon som Beatle, men det særlige ved Bowie var, at det virkede så planlagt og kontrolleret. Det var ham, der som dukkefører styrede fortællingen om Ziggy fra start til slut. Det var ham, der fødte Ziggy, og det var ham, der slog Ziggy ihjel, da han til publikums (og bandets) store forbløffelse til koncerten i Hammersmith Odeon, London, den 3. juli 1973, proklamerede, at det hele var forbi. Se det her på Youtube.

Spørgsmålet er, hvor kontrolleret og gennemtænkt det hele var, når det kommer til stykket. I en dokumentarfilm blev Bowie mange år senere spurgt om det, og han svarede, at hvis nogen havde spurgt ham dengang, hvad han havde gang i, havde han været nødt til at svare, at det havde han ingen ide om. Ifølge ham selv var det eneste, han vidste, at han ville udforske en anden virkelighed, og at han havde lyst til at lade skuespillet smelte sammen med musikken. Det var ideen, og da ideen begyndte at blive til virkelighed, blev han ét med sin nye rolle. Det var mere en søgen end et nøje planlagt stunt.


Festlig dommedag
Dissekerer man Ziggy Stardust, består albummet af en række stærkt iørefaldende sange. Gode popnumre, der er skåret over klassiske rockriffs, højt tempo og opløftende kor. Grundtonen er flere steder melankolsk, ikke mindst på åbningsnummeret Five Years, men feminine skrig, strygere og andre effekter er hele tiden med til at løfte stemningen og gøre den nært forestående dommedag til den bedst mulige fest. Ziggy Stardust er nemlig, på trods af sit tunge tema, et festalbum.

Skåret ind til benet var Ziggy Stardust ”bare” et glamrock-album. På den led er det jo pudsigt, at det siden har fået en så markant placering i musikhistorien. Der er ikke langt fra Ziggy Stardust til de boogie-rockede ting, Marc Bolan og for den sags skyld bands som Slade og Sweet lavede på samme tid. Retrospektivt er de navne typisk blevet set som noget ”sjovt”, ”kikset” og ”tidstypisk”. Glamrocken var i sin natur en modreaktion på den intellektuelle rock. Der skulle fest, sjov, dans og glimmer til i stedet for de dybe panderynker. Som John Lennon citeres for at have sagt om glamrocken: ”Det er jo bare rock ’n’ roll med læbestift på”. Lennon mente det formentlig ikke nedsættende, for han elskede rock ’n’ roll og bevægede sig selv ud af et glam-spor i de tidlige 70’ere.


Mere krop, mindre hjerne
I Bowie-sammenhæng må Ziggy Stardust betegnes som mere krop, mindre hjerne. I hvert fald er det et væsentligt mindre intellektuelt album end de fleste andre, han udgav i 70’erne. Men nu er intellektualitet jo ikke nødvendigvis lig med vigtighed i kunstens verden. Det afgørende er, om tingene lykkes, om enderne går op. Om det virker. Og det gør alt – ja, alt – på Ziggy Stardust. Derfor er albummet så smukt og vigtigt.

40 år er ingen alder for et album af Ziggy Stardusts kaliber. Det glitrer og funkler stadig smukt i al sin paillet- og plastikperlebesatte skønhed. Og så kan det stadig udstøde primale kvindelige skrig og svinge med hofterne. Hvad mere har man brug for?

***


Se David Bowie i aktion som Ziggy Stardust her:









Ingen kommentarer: