xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.

9. jul. 2012

Top 10: Koncertoplevelser på Roskilde ’12





1. Bruce Springsteen & The E Street Band
Ingen over og ingen ved siden af. Det var første gang i 19 år, at jeg oplevede Springsteen live, og jeg kan ikke pege på noget, der skuffede mig. I virkeligheden kunne setlisten godt have været mere efter min smag – mere Darkness On The Edge of Town, Nebraska osv. og mindre Born In The U.S.A. og Wrecking Ball – men, hey, ikke engang her kan jeg svinge mig op til en kritik, for hvert eneste nummer han spillede på Orange Scene denne aften sad lige i skabet. Det kan ganske enkelt ikke afleveres skarpere, og jeg har aldrig set noget navn samle den scene, samle festivalen, på den måde.


2. Jack White
Så stilet, så gennemført og så helt igennem aktuel med sin stærke solodebut Blunderbluss i ryggen. Koncerten på Orange var som forventet en rockudgydelse, men den viste samtidig lysende klart den nye vej for Jack White. Med The Peacocks på scenen og med flere inspirationskilder i sit nye lydunivers – alt fra country over soul til gospel – understregede han over for os, at han stadig er et navn, der kan føre rockmusikken nye steder hen. Også selvom de steder i virkeligheden er gamle. Med Jack White som guide, er jeg frisk på turen. Bandet leverede varen perfekt – også de gamle White Stripes-numre, som jeg var spændt på at høre opført med dette setup. De spillede perfekt, vekslede smukt mellem hårdt og blødt, og så havde de – som frontmanden selv – satans meget karisma.


3. Boubacar Traore
En koncert af de mindre, men Pavilions små omgivelser og det begrænsede publikum svækkede ikke musikoplevelsen. Den gamle bluesmand fra Mali var tændt og leverede sammen med kun to andre musikere på scenen en rytmisk og svigende, men også melankolsk og drømmende koncert. Det var en rejse at høre Boubacar Traoré, og det var smukt at se den ydmyge gamle mand både give og tage imod på scenen.


4. The Low Anthem
Det er ikke længe siden, jeg hørte dem på Loppen, hvor deres fantastiske, intime musik aldrig helt kom til sin ret. Men smukt var det at opleve The Low Anthem på Pavilion. Gode, gammeldags harmonier, som man aldrig kan blive træt af, når de leveres så kvalificeret som det her. Kombineret med lidt mere uptempo bluesrockede numre, som bare sidder perfekt. Det er et band, der har turneret i snart et par år med det samme materiale, og det mærkes, for der er intet overladt til tilfældighederne.


5. I Got You On Tape
Jeg havde høje forventninger til den her koncert, der var min debut med IGYOT. Og de blev til fulde indfriet. Et tætpakket Arena var en perfekt ramme omkring en intens og stramt afleveret koncert med alle de vigtigste numre fra nu fire albums af virkelig høj karat. Jacob Bellens er ganske enkelt for cool i al sin kiksethed, der aldrig virker påtaget eller malplaceret. Han ligner det, han er. Et geni af en sangskriver og en musiker, der tør blive ved med at søge nye veje hele tiden.


6. The Cure
Ja, det var langt, men det var også godt. Til at begynde med en noget skuffende lyd, fordi vi havde fået placeret os lidt for langt tilbage, men da det problem midt i koncerten blev løst, og da The Cure for alvor slap alle publikumsperlerne, blev det virkelig godt. En del af numrene kendte jeg ikke, da jeg ikke er så opdateret på alt det nyere, men det lød godt. De spillede godt sammen som band, og Robert Smiths stemme var renere og skarpere, end jeg havde forventet i hans fremskredne alder. Man kan mene, at det er til grin, at The Cure forsøger at foregive, at tiden har stået stille i snart 30 år. Man kan også vælge at sætte pris på, at et af de bands, der stod for kvaliteten i 1980’erne, er blevet ved deres heste og stadig kan levere. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente, da jeg gik til koncerten, men jeg gik glad derfra. En god oplevelse.


7. Jakob Bro + Thomas Knak
Danske Jakob Bro, som tidligere har stået bag flere fine jazzudgivelser, er på sit nye projekt gået sammen med den elektroniske musikguru Thomas Knak. De to har hver for sig lavet et album over de samme temaer, hvilket har givet to udgaver af hvert nummer. På scenen var Thomas Knak med, og nu var det så planen, at de to fortolkninger skulle smelte sammen til en helt tredje version. Det resulterede i en ekstremt stemningsmættet middagskoncert på Gloria-scenen, hvor flotte visuals også blev bragt i spil. Jeg lavede i øvrigt et interview med Bro og Knak efter koncerten – det kan snart læses her på bloggen.


8. Bowerbirds
Her havde jeg faktisk dummet mig og var gået til koncerten med First Aid Kit på Odeon. De svenske søstre er gode, men det gik hurtigt op for mig, at det netop på den scene hurtigt kunne blive en halvkedelig omgang. Derfor tog jeg en hurtig beslutning og tog flugten til Gloria – en scene, der med sit intime rum virkelig har givet nogle gode og meget anderledes Roskilde-oplevelser i år. Således også denne lørdag eftermiddag, hvor duoen fra North Carolina spillede deres harmoniske, men også skæve og eksperimenterende folkmusik. Det fungerede perfekt på denne scene. Det blev varmt, det blev meget varmt, men musikken blev bare bedre og bedre, som koncerten skred frem.


9. Tamikrest
Jeg ærgrede mig rigtig meget over, at Terakaft var blevet aflyst, men bandet der agerede erstatning for dem, gjorde det fremragende. Hypnotisk, vestafrikansk ørkenrock, der kunne bringe en i den helt rigtige stemning på fjerdedagen, hvor alt virkede lidt tomt og ligegyldigt efter Springsteens massakre på enhver anden form for musik aftenen før. En rigtig god oplevelse, og helt klart noget, jeg skal have lyttet mere til.


10. Papir
Okay, det var en lidt kort koncert, som jeg ikke engang fik det hele med af. Men den københavnske trio Papir fortjener alligevel at få nogle ord med på vejen. En kombination af maskinel krautrock og postrock var det blevet præsenteret som i programmet, og det var en virkelig stram og intens koncert, de leverede denne søndag middag på Pavilion.


10 koncerter af ufattelig høj kvalitet på bare fire dage. Hvor finder man ellers det? Jeg glæder mig allerede til Roskilde ’13.

Ingen kommentarer: